Vollsmose Boxing er en bokseklub, som har ambitioner om at blive fremtidens klub. Vi går benhårdt efter at skabe resultater i den danske amatørbokseverden og vi agter at lade vores resultater tale for sig selv.
Cheftræner og matchmaker i Vollsmose Boxing, Shahbaz Aslam, er en del af Dansk Amatør Forbunds landstrænerteam, og flere unge boksere fra klubben er udtaget til det danske landshold.
Filosofien bag klubben er, at der skal være plads til alle, såfremt de følger reglerne og respekterer sig selv og andre. Boksning er mindst lige så meget hård træning og viljestyrke som talent. For ikke at tale om disciplin og god opførsel, som vi lægger meget vægt på i klubben.
Vollsmose Boxing ønsker at være stolte af de boksere, vi sender ud til kampe i ind- og udland. Når bokserne deltager i turneringer, er det både bokseklubben og Vollsmose, de repræsenterer, og derfor lægger vi vægt på, at de kan begå sig socialt.
Alle uanset baggrund skal have chancen for at udnytte deres potentiale, hvad enten det er drømmen om at komme på landsholdet, at blive professionel bokser eller komme i deres livs bedste form, og vi byder alle velkomne på tværs af køn og etnicitet. Mange unge oplever, at træningen og det sociale samvær giver dem en ny identitet, der gør dem i stand til at bryde med gamle vaner, efterhånden som selvværdet øges, og nederlag erstattes af succesoplevelser.
Der er fem ugentlige træningsdage i klubben foruden deltagelse i stævner og træningslejre. De voksne, der er tilknyttet klubben som trænere, er nøje udvalgt. De har en pædagogisk tilgang til de unge, hvor de udover at træne også fungerer som mentorer og rollemodeller. Alle trænere arbejder frivilligt, og de gør det, fordi de brænder for boksesporten og for at hjælpe de unge, der kommer i klubben.
Derfor bruger trænerteamet bag Vollsmose Boxing også mange ressourcer på det, der går ud over det rent sportslige, men som er mindst lige så vigtigt for, at de unge oplever en positiv forandring i deres liv. Der er fokus på samarbejdet med forældrene, så de forstår, hvor vigtigt det er med opbakning og interesse hjemmefra.
Der er frivillige i klubben, der arbejder på at finde sponsorer, så der kan laves sociale aktiviteter, der kan styrke fællesskabet, og støtte de boksere, der skal til stævner.
Klubben tilbyder også lektiecafé en gang om ugen efter træning, så de unge kan få hjælp til at styrke deres skolekundskaber. Det er ud fra den betragtning, at det giver ro hos både børn og forældre, hvis det faglige fungerer, og sportsligt set giver det også de bedste resultater, hvis hverdagen kører.
Derfor er Vollsmose Boxing så meget mere end en bokseklub for de unge i Vollsmose.
Vollsmose Boxing vinder ÅRETS PINDLE-PRISEN 2019 ved Best Of Odense
Shahbaz Aslam nomineret til ÅRETS FORBILLEDE 2018 ved DR`s awardshow
Shahbaz Aslam kåret til ÅREST LEDER 2018 af Danmarks Bokse Union – Dabu
Vollsmose Boxing Vinder Odense Kommunes ILDSJÆLEPRIS 2018
Vollsmose Boxing kåret til ÅRETS BEDSTE UNGDOMSKLUB 2017 af Danmarks Bokse Union – Dabu
Ali Aziz Al-Tamimi kåret til ÅRETS BORGER 2017 i Vollsmose